Sandbjergvej 11

Voldbæk, 8220 Brabrand

    Solgt

    Unik liebhaver ejendom i første række til Årslev Engsø

    Årslev Engsø danner et smukt bagtæppe for denne unikke ejendom i Brabrand. Her er tale om en villa på 268 boligkvadratmeter, der blandt andet indeholder et stort køkken-alrum og hele seks værelser. Disse suppleres af intet mindre end fire luksuriøse badeværelser, heraf tre med rainshower. Huset er udstyret med gulvvarme overalt, stort genveksanlæg, 5 kW solcelleanlæg på taget, samt kablet internet til alle rum i huset (CAT 7).

    Allerede udefra fornemmer man, at den omkringliggende natur har været inspirationskilde for hjemmet. Ejendommen præsenterer sig med sandfarvet murværk og træbeklædning, og både huset og carporten har sedumtag. Mod søen og engarealerne prydes facaden af store vinduespartier, og fra såvel stueplanet som førstesalen er der udgang til udsigtsterrasser.

    I stueplan er der som nævnt dedikeret en gavmild portion kvadratmeter til køkken-alrummet, der imponerer med en elegant, buet karnap. Det store rum byder på mange indretningsmuligheder, og selve køkkensektionen har masser af opbevarings- og arbejdsplads.

    To af husets værelser ligger ligeledes i stueplan, der afrundes af et badeværelse, et bryggers og en entré.

    På førstesalen er loftet ført til kip, og heroppe finder I en tv-stue, som har ovenlys og skydedør ud til ejendommens tagterrasse. Etagen inkluderer endvidere tre værelser, et badeværelse og et master bedroom, som har walk-in-closet og eget lækkert badeværelse. Dette har badekar og bruseniche samt skillevæg i glas.

    Underetagen er på 32 kvadratmeter, og foruden badeværelset er her to gode bonusrum.

    Ude kan solen og den maleriske udsigt nydes fra de to terrasser, og fra den nedre terrasse er der adgang til en sauna. I den store, frodige have er der også en terrasse samt koldvandsbad og shelter. Ejendommen har derudover et udhus med værksted.

    Med en adresse som denne er der selvsagt ideelle rammer for friluftslivet, og de naturskønne omgivelser kombineres med kort afstand til både indkøb, dagtilbud og skole. Som endnu et plus har I kun omkring ti minutters kørsel til Aarhus centrum.

    Lignende boliger

    Skal du have solgt først?

    Hos RCNbolig får du en vurdering baseret på lokalkendskab, erfaring og indsigt i det aktuelle marked. Vi tager os tid til at forstå din bolig – og giver dig et realistisk og gennemtænkt bud på, hvad du kan forvente af et salg.